Artikel om Paul Karasik på skolen.

Skrevet af Erik Barkman

http://nummer9.dk/

Danmarks nye tegneserieuddannelse åbnede med manér, da amerikanske Paul Karasik gav en to uger lang workshop. Nummer 9 tog en snak med kapaciteten.

Han har adapteret højlitterære romaner med ikoniske tegneserietegnere, genoplivet gale og glemte genier fra fyrrerne, lavet tegneserier om sin autistiske storebror og skrevet uopslidelige tegneserieanalyser. Men spørger man ham selv, er Paul Karasik først og fremmest underviser.

Ud over sit faste lærerjob på Rhode Island School of Design underviser han jævnligt 1-2 uger ad gangen på tegneserieuddannelser som Center for Cartoon Studies i Hartford, Vermont og École européenne supérieure de l’image i Angoulême, Frankrig. Nu er han så i Viborg, Danmark.

Da Nummer 9 møder tegneserie-renæssancemanden onsdag , er hans to uger lange workshop på Grafisk Fortælling-uddannelsen ved at nå sin afslutning. De studerende er ivrige for at få feedback på de selvbiografiske ”mini-comics”, der skal være det synlige resultat af workshoppen, og alt fra løst tegnede thumbnails til drilske enkeltbilleder lægges foran Karasik. Det handler om at få hver en dråbe værdifuld feedback ud af amerikaneren, før han flyver hjem igen, og den garvede tegneserieredaktør kvitterer med tænksom, konkret feedback.

- Det er virkelig hårdt at holde tyve forskellige tegneseriefortællinger inde i hovedet på én gang, konstaterer Karasik, da han endelig har tid til at blive interviewet. Den venlige og rummelige amerikaner ser træt ud.

- I går forlod jeg mit kontor ved siden af klasselokalerne halv elleve. De studerende tegnede stadig løs på det tidspunkt …

Hvordan er niveauet her – i forhold til andre steder, du har undervist?

- Alle de studerende er enormt talentfulde og ualmindeligt hårdtarbejdende. Der er ikke ét svagt led blandt dem, og de kan bestemt måle sig med de studerende på f.eks. Center for Cartoon Studies (USA’s mest respekterede tegneserieuddannelse, red.).

- Jeg smider rigtig mange oplysninger efter dem i løbet af de her to uger, og forbløffende meget af det sidder fast. Hele workshoppen er en slags forebyggende medicin, for jeg har undervist og redigeret så mange unge serieskabere, at jeg ved, hvad de ofte har svært ved. Så mine indspark handler rigtig meget om grundlæggende regler for, hvordan man laver læsbare, forståelige tegneserier. Og de studerende tager imod det som en mand, der har været strandet på en øde ø, tager imod et varmt måltid mad!

Hvad er dit indtryk af The Animation Workshop generelt? Hvordan har det været at komme her?

- Det har været godt. Folk er virkelig venlige, og Viborg er en perfekt by for mig. Jeg kan bade i søen hver morgen, jeg har fundet en sauna, og jeg kan lave mad på mit værelse. Samtidig nyder jeg at være på et uddannelsessted, hvor man har pædagogiske idealer og gør sig forestillinger om, hvordan unge bedst lærer. I USA er de fleste af mine kolleger primært kreative fagpersoner og kun sekundært undervisere. Jeg har det omvendt.

Hvad er dine pædagogiske kæpheste?

- Grundlæggende mener jeg, at hele USAs uddannelsessystem burde jævnes med jorden og genopbygges fra grunden. Men det kommer jo ikke til at ske. Så jeg har to hurtige fixes: Fjern kaffemaskinen fra lærerværelset – 8-årige unger er overgearede nok i forvejen, de har ikke brug for en overgearet lærer – og hold flere pauser i undervisningen. Det sidste kommer fra min tid som tegneserieunderviser i Italien, hvor jeg opdagede, at de studerende havde stor glæde af den spildtid, som kom af, at jeg brugte tolk.

- De fleste underviser, som de oplevede, at deres lærere gjorde det i folkeskolen – og skolelærere tør ikke holde pauser i deres talestrøm, fordi de er bange for, at en eller anden wiseass vil gribe chancen og overtage dagsordenen. Men pauser giver de studerende mulighed for at absorbere det, der bliver sagt, og sætte det i forhold til dem selv.

Kan du fremhæve nogle tegnere, projekter eller situationer, der har gjort særligt indtryk på dig i løbet af workshoppen?

- Mit oplæg til den tegneserie, de studerende sidder og laver nu, var at tage udgangspunkt i deres eget liv og deres egne erfaringer. På dén måde kender de både start, midte og slutning af historien, de skal fortælle, og de er naturligt engagerede i den. Så er det ”kun” et spørgsmål om at fortælle den rigtigt i tegneserieform, og det er jo det, min undervisning fokuserer på.

- Sidste uge gik mest med små og store øvelser, men i fredags holdt vi så en pitching-session, hvor idéerne til deres ”minicomic-projekt” blev præsenteret. Nogle af historierne var charmerende og morsomme små anekdoter, men andre var ekstremt afslørende beretninger om smertefuld modgang. De historier var hårde for de studerende at pitche, men deres kammerater støttede og bakkede dem op hele vejen, og holdet fandt sammen som en serieskaber-familie dén eftermiddag. Jeg var meget bevæget over det mod og den ærlighed, der blev vist, og jeg har ikke oplevet noget lignende i de sidste … 10 år, i hvert fald.

- Selvom det kun er to uger, jeg er her, synes jeg allerede, jeg er kommet tæt ind på livet af de her studerende. Det bliver vemodigt at forlade dem!

Næste bog fra din side bliver en udvidelse af dit og Mark Newgardens klassiske essay ”How to Read Nancy”. Hvor langt er I med den?

- Den er hos den grafiske designer nu og udkommer midt i 2014. Jeg troede oprindeligt, den ville tage et års tid at lave, men der er gået seks, især fordi projektet er blevet ved med at udvide sig.

- Udgangspunktet er stadig én enkelt stribe af Ernie Bushmillers klassiske humorserie Nancy, men nu bruges den ikke kun som afsæt til at katalogisere tegneseriens formsprog. Vi forholder os også meget omhyggeligt til stribens kontekst og sporer stiltræk og virkemidler i den tilbage og frem i tiden, til vi ender med en historisk gennemgang af det 20. århundredes tegneserier. Og så ser vi på hele produktionsprocessen, som ligger mellem Bushmillers tegnebord og avisen i brevsprækken – det er langt mere kompliceret og betyder meget mere for det færdige resultat, end jeg havde drømt om. Vi har gravet oplysninger frem, som vil forbløffe den forsvindende minoritet af mennesker, der interesserer sig for dén slags …

Lyder spændende. Hvad har du ellers på tegnebordet?

- Lidt af hvert. Jeg vil helst ikke sige for meget om det, for intet er helt definitivt endnu, men det handler både om at skrive, redigere og tegne.

- Til gengæld kan jeg fortælle, at jeg hver uge sender 10 New Yorker-tegninger ind til det hæderkronede magasin. Hver eneste uge. Det har jeg gjort i mange år efterhånden, og typisk er kun én stribe om året blevet optaget, men det sidste års tid har jeg fået fem i bladet. Så der er gået hul på bylden!

Ti om ugen? Øh, hvorfor egentlig?

- Ja, altså, i første omgang sender man jo kun teksten og en skitse til tegningen. Jeg gør det af to grunde: For det første holder det mig i gang. De seneste to uger her i Viborg ville jeg for eksempel slet ikke have tegnet, hvis det ikke var for New Yorker-skitserne. For det andet er det godt for egoet. I de kredse, hvor jeg færdes – veluddannede hvide middelklasse-mennesker – er The New Yorker toppen af poppen, simpelthen det mest prestigiøse organ, man kan være udgivet i. Jeg er med på, at tegningerne deri slet ikke er, hvad de har været, men det åbner døre at være trykt dér!

- Fortæl folk, at du har lavet en adaptation af ”By af glas” eller redigeret Raw eller noget andet, og de siger måske ”Nå, nå da, jo jo” – men prøv så at nævne, at du er blevet publiceret i The New Yorker, og så vågner de straks op. ”Gud, hvor spændende,” udbryder de, stikker et vinglas i hånden på dig og hiver proppen af en god flaske Chardonnay: ”Det må virkelig være hårdt arbejde.”

- ”Ja, det er SÅ hårdt,” kan du så svare, mens du læner dig tilbage i den bløde stol og sipper lidt mere til din
rødvin hvidvin …